Kostpolitik

Her kan du læse vores kostpolitik.

Den kost vi serverer for børnene i børnehuset Mariehønen er en del af børnenes hverdag og er derfor af stor betydning for deres opvækst og trivsel. Vi tilbyder en ernæringsrigtig kost, ud fra fødevarestyrelsens kostråd:

  • Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv
  • Spis frugt og mange grøntsager
  • Spis mere fisk
  • Vælg fuldkorn
  • Vælg magert kød og kødpålæg
  • Vælg magre mejeriprodukter
  • Spis mindre mættet fedt
  • Spis mad med mindre salt
  • Spis mindre sukker
  • Drik vand

Vi har fødevarestyrelsens spisemærke i bronze, svarende til 30-60% økologi.

Derudover lægger vi vægt på at kosten skal være velsmagende, indbydende, farverig og tilberedt på en sådan måde, at flest mulige vitaminer og mineraler bevares. Et begrænset indtag af farve- og tilsætningsstoffer sikres ved at det meste mad tilberedes fra bunden. Der tages hensyn til at børn under 1 år har et større behov for energi i maden.

  • Hensyn til børn med anden etnisk kultur sikres ved at tilbyde et alternativ. Alle vores kyllinger samt udvalgt pålæg er Halalslagtede, men ikke vores oksekød
  • Hensyn til børn med lægedokumenteret sygdomme sikres i samarbejde med forældrene

Børn har en medfødt skepsis over for fødevarer, de ikke kender. Undersøgelser viser, at børn skal prøve at smage nye fødevarer 10-17 gange, før de vænner sig til en ny smag. Derfor lader vi børnene vænne sig til et rigt udvalg af fødevarer, allerede fra de er helt små. Når flere børn spiser sammen, er de oftest mere tolerante og nysgerrige over for nye fødevarer. De voksne er madmodige forbilleder.

Vuggestuen

I forhold til vuggestuebørn anbefaler fødevarestyrelsen følgende vedrørende sukker:

Småbørn har stort set ikke plads til slik, kager, sodavand, saft og andre sukkerholdige produkter i kosten. I institutioner bør disse sukkerholdige produkter derfor ikke gives til børn under 2 år, og fra 2 år og opefter bør indtagelsen begrænses mest muligt. Honning må ikke gives til børn under 1 år på grund af risikoen for botulisme (Pølseforgiftning).

I vuggestuen serverer vi derfor kun produkter med minimalt sukkerindhold. Dvs. at slik, kage, sodavand m.v. ikke serveres i vuggestuen. Ved fødselsdage i vuggestuen, hvor forældrene medbringer noget til uddeling, anbefaler vi sunde løsninger som frugt, grønt eller boller.

Børnehaven

I børnehaven begrænser vi ligeledes sukkerindtaget i hverdagen. Ved særlige lejligheder, såsom mærkedage og fester kan der serveres en lille kage, is mv. Ved fødselsdage i børnehaven, hvor forældrene medbringer noget til uddeling, anbefaler vi primært sunde løsninger som frugt, grønt eller boller.

Vi retter os desuden efter sundhedsstyrelsen skrivelse, hvor der står følgende:

Giv ikke peanuts, andre hele nødder eller lignende, før barnet er mindst 3 år på grund af risiko for fejlsynkning. Da børn under 3 år ikke bør spise mere end 50 g. rosiner i alt om ugen, bør indtagelsen i institutionen være begrænset. Rosiner kan have et højt indhold af svampegiften ochratoksin A, som er kræftfremkaldende. Tørret frugt indeholder meget sukker, derfor anbefales frisk frugt.

Desuden serverer vi ikke popcorn, rå gulerødder og hele vindruer (dog gerne overskårne) for børn under 3 år, da de kan få dem galt i halsen.

Morgenmad til hele huset

Groft brød, smør, smøreost, rugfras, letmælk, havregrød, havregryn og frugt. Vi har ikke sukker eller kanel på vores morgenbord.

Formiddagsmad og eftermiddagsmad i vuggestuen

Diverse brød, becel, smøreost, pastasalat, grøntsager med dip samt børnenes eget medbragte frugt. Vi serverer letmælk til mindst et måltid om dagen. Herudover serverer vi vand.

Frokost til vuggestuen

Kød, fisk, vegetarret, suppe, grød, rugbrød med pålæg. Til frokosten serverer vi vand.

Hver fredag lægges madplanen for den kommende uge ud på denne hjemmeside. Herudover hænges den op på vuggestuen og ved køkkenets opslagstavler

I børnehaven har børnene selv deres madpakker med. Børnene må spise deres medbragte mad efter behov, men personalet er dog opmærksom på, at de ikke spiser det hele inden den fælles frokost kl. 11.00. Vi henstiller til, at forældrene smører madpakkerne ud fra sundhedsstyrelsens madpakkehånd og derudover undlader sukkerholdige fødevarer så som Danone, mælkesnitte, kiks, slik og müslibarer.

I sommerperioden anbefaler vi at børnene har deres egen drikkedunk med vand i med i institutionen.

5 af Mariehønens medarbejdere har siden 2016 deltaget i et aktionsforsknings- og læringsprojekt om børn, mad og måltider på DPU, Århus Universitet, som gennemføres i samarbejde med Fødevarestyrelsen. Projektets formål er bl.a. at undersøge, hvordan den pædagogiske tilgang og rammerne påvirker børnenes
måltidsoplevelser, mad- og smagspræferencer. 11 kommuner deltager i projektet med pædagoger og køkkenpersonale. Vi har deltaget i otte laboratoriedage på DPU.

Projektperioden er fra januar 2016 til juni 2018. Temaet er:

Børns deltagelsesmuligheder og eksperimentering med mad og måltider.

Inspireret af forskningsprojektet har mariehønens personale udarbejdet en opskrift på hvad der kendetegner den gode spisestund.

Samvær

Samhørighed giver fællesskabsfølelse når:

  • Børnene får tryghed til at stå frem og tid til at komme til orde
  • Alle får tid til at komme til orde
  • Alle har noget godt at bidrage med

Planlægning

Måltidet er en værdifuld pædagogisk aktivitet når:

  • Det er en uafbrudt stund
  • Rutiner og daglig planlægning og gøremål bliver en integreret del af spisestunden
  • Spisegrupperne bliver justeret ad hoc, så antallet af børn fordeles ligeligt
  • Børnene ved, hvad de skal
  • Der er genkendelige overgangsritualer
  • Børnene lærer om kultur og dannelse ved at vente på tur og hjælpe hinanden
  • Overgangsritualet har udgangspunkt i de aktuelle lærerplaner

Nærvær

Vi oplever oprigtigt nærvær og hygge når:

  • De voksne også er klar til at spise, når børnene sætter sig til bords
  • Dialogen er i fokus
  • Der er ro ved bordet
  • Der er fokus på den hyggelig stemning
  • De voksne er positive og skaber en god oplevelse
    Børn og voksne smitter hinanden med glæde
  • De voksne møder børnene hvor de er
  • De voksne griber nuet sammen med børnene

Dialog/Madmod

Børnenes sanser og madmod bliver styrket når:

  • De voksne er madmodige forbilleder
  • De voksne taler med børnene om maden
  • Børnene får lov at være nysgerrige og eksperimenterer med maden
  • Børnene bliver positivt involveret i maden og måltidet

Selvhjulpenhed

Børnene bidrager positivt til fællesskabet ved selv at yde noget.

Kostpolitikken er udarbejdet i 2013 af ledelsen, medudvalget, bestyrelsen samt vores køkkendame og redigeret i 2016 efter inspiration fra forskningsprojektet: "Børn, mad og måltider".

Kostpolitikken er udarbejdet på baggrund af fødevarestyrelsens anbefalinger samt Helsingør kommunes "Politik for mad og måltider i dagtilbud-børn 0 til 5 år".